mandag den 24. august 2015




Vi er midt i en billedtid, på alle medier. Selv holder jeg af, at fotos er nogle jeg kan sætte i et album og kigge i af og til. Jeg kan godt lide fotoalbum.
I dem jeg har på hylden findes en del af mine børn. De er knapt så synlige her. De er blevet ældre og har en meget fin grænse for, hvordan jeg må bruge billeder af dem.
Af samme grund lægger poster jeg aldrig ting, hvor de vil kunne føle sig udstillet.  IG er nok det sted, der findes flest billeder af dem. Især af Eva. Men det, at høre med ord fra de ældste, som selv er på IG, snapchat, facebook mm hvor deres grænser går, sætter alligevel refleksioner i gang.  For selvfølgelig er det ikke altid det, hvis jeg overskrider deres grænse og blufærdighedskriterie. Der er stor forskel på at blive udstillet med kærlige mobberier herhjemme og til hvis det blev offentliggjort.
Så er der jo intet frirum tilbage, at fjolle ubemærket i.
Min ældste er lige blevet 15 år. Og det er altså vildt! Mere vildt en skolestart. Det slog mig ved en 1 års fødseldag vi var til i sommers, hvordan jeg er trådt ud af boblen. Forstået på den måde, at der var en del med til små børn ( hvor jeg var for 15 år siden)  de var alle meget optaget, af begyndersko, flyverdragter, det rigtige mad til barnet mm. Det var som at sidde ved siden af en usynlig osteklokke, for det er godt nok lidt andre ting der foregår herhenne i morlivet. Kunsten er ikke at spoile det. At lade dem være lige, der hvor de er og skal være som forældre. Vi andre ved ikke noget om det, det er jo lang tid siden. For ingen gider rigtig høre, at det nok ikke så meget er den dyreste sko, der gør udfaldet. De børn lærer at gå, og mange tager skoene af. Og smider huer og handsker væk - selv de dyre. Ingen børn tager skade af, at bruge billige vanter.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...