tirsdag den 13. august 2013

Tanker om at være mor til teenagere


Rigtig mange af de blogge jeg læser, handler om livet som mor til små børn eller gravide. Jeg elsker at læse med alle steder. Fordi jeg husker det og har været der. Gravid. Med små børn. To tæt på hinanden. Hvor livet var rigtig meget børn og bleer. Været på barsel. Og nydt det! Været på barsel igen med nummer 3. Med god tid. Helt vidunderligt. Det fylder så meget i ens liv og selvfølgelig afspejles det på en blog. 
Nu er jeg så et andet sted i mit mor liv - end ved første vuggestuedag, men falder sjældent over indlæg om teenagebørn. 

Det er som om, der er vokset en usynlig tjørnehæk op omkring. Der er bestemt ikke brug for mor i alle situationer. "Vil du ikke nok lade være med at sige noget pinligt til de andre forældre", "Du skal ikke kramme og kysse farvel" (afvisning) og jeg kan nogle gange når de er gået blive vældig grådlabil, for jeg har klart mere behov for den nærhed. Det er som om jeg ikke rigtig har fået finjusteret på mor radaren endnu i forhold til den nye måde at være mor på. Det er altså noget anderledes end det har været før. Da jeg ventede Jeppe var jeg fuldstændig sikker på at jeg kunne klare det med fødsler og børn. Kun en lille smule usikkerhed om hvordan det hele ville blive. Synes at den usikkerhed er noget større nu. 

Pludselig er det noeget helt andet end farven på en barnevogn og første dag i børnehave der fylder. Lige om lidt drikker de måske deres første øl eller noget der er meget værre. Det er slet ikke alle dem de kender, jeg har styr på mere. Der findes en stor internet verden derude, hvor de skal begå sig uden, at de føler jeg blander mig for meget. 
Kan sagtens genkende nogle af tingene fra hvordan jeg selv kunne have krise over mine pinlige forældre. At de var dumme og strenge. Ærlig talt er det en helt uvant rolle. Dér foran mig står to unge mennesker, som er ved at finde deres egne ben i livet. Hvilket betyder at jeg bliver valgt lidt fra. 
Forhåbentlig kun for en periode, så der igen bliver et hul i tjørnehækken til mor. Her har jeg hørt fra kollegaer med ældre børn, at de kommer igen som 18- 19 årige. Say what! Der er 6 år til. Længe! Men selvfølgelig mindre end 100 år. 

6 kommentarer:

  1. jeg kender det godt jeg er mor til en på 26 år, tvillinger på 17 år, en pige på 10 år, og en på 8 år, jeg har været hele skalaen igennem og man får et helt andet forhold til sine børn når de bliver ældre som også har sin charme ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for at høre Helle! Kan sagtens finde charme ved noget af det - men det er kommet lidt bag på mig, at det ikke kun er dem som skal igennem hele følelses og hormonregistret. Og tak fordi du tog dig tid til at skrive en kommentar. Smil herfra

      Slet
  2. Åh Sine - hvilket fint indlæg! Min søn er kun 6 år så det er lidt ude i fremtiden for mit vedkommende. Men hvor er det interessant at læse om dine tanker i forhold til de store børn...jeg kan især godt lide din beskrivelse af mor-radaren. Min er heller ikke blevet finjusteret i forhold til Emil:-) Jeg håber du vil blive ved med at dele dine tanker om livet som mor til store børn.
    K.h.
    Christina

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt med positiv feedback Christina. Tror ikke det bliver sidste indlæg :-)

      Slet
  3. Jeg ved hvordan du har det... Min den ældste på 12½ er gået i teenagerhi på sit værelse.
    Hold fast hvor jeg savner at høre ham fortælle om alt og intet, det er meget mærkeligt at han nærmest ikke er til stedet til daglig...
    (Hvilket også kan ses på billederne på min blog - Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil vise ham frem og fortælle om ham - Han har bare ikke rigtig lyst, og er der ikke sådan rigtigt)...

    Lige for tiden håber jeg bare ikke at han bliver en af de drenge man kun ser til pligtbesøg et par gange om året når han engang får en kæreste, men at vi også kan få lov til at være med i hans liv ;0)

    SvarSlet
  4. Mine vil heller ikke rigtig fotograferes af mig mere. Det prøver jeg at respektere. De tager dog selv mange fotos med vennerne. Min ældste datter er selv på instagram. vi har en del snak om hvad man kan lægge op af billeder.
    Og savnet som du beskriver er jo nok kernen i det som forældre. Savnet efter den dér ubetinget kærlighed fra ens barn. De er opslugt af helt andre ting. KH Sine

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...