tirsdag den 21. maj 2013

Har ramt noget alderskrise.

Modelfoto lånt fra nettet. 


Hovedet på bloggen. Jeg er ramt ind i noget alderskrise.
Har for ø aldrig haft det sådan. Som i nogensinde! Kan huske veninder, der mente de var døden nær, da alderen rundede både de 25 og 30. Ikke mig. Jeg har været fuldt ud tilfreds med min alder.
Så hvorfor nu? Og er der slet ikke en pauseknap man kan trykke på, indtil man har hentet forsyninger til resten af 30` erne?

Fra bagagen af livssituationer, kan jeg endda trække på erfaringer fra at være blevet mor 1- 2 - 3 gange. En skilsmisse har jeg også gennemgået. Faktisk to, for mine forældres skilsmisse er også en begivenhed i livet, der formede mig.  Kriser opstår jo, når ens erfaringer ikke er tilstækkelige.  Når man bliver overrumplet og overvældet.
Når man bliver alvorligt syg. Influenza tæller altså ikke - selvom det kan være særdeles alvorligt for nogle (ok mest mænd) Når man mister eller vinder. Har da faktisk ikke erfaringer med at vinde millioner.

Nu er det ikke fordi der blinker KA-TA-STRO-FE når jeg kigger på tallet 37, som jeg for nylig har taget hul på. Har faktisk befundet mig i det her 30 + i en del tid nu ; ).  Alligevel sker der ting, når jeg tænker på den alder. Får nærmest koldsved i hænderne når jeg tænker på at jeg nærmer de 40. Og hjertebanken. Hvilket mest hører til regulær angst jo! Og jeg har aldrig haft angst.  Faktisk er jeg en meget grounded person, som har taget udfordringerne op. Både de svære, de sjove, de lærerige og udfordrende. Endda de kedelige. Problemer kan løses. Har en meget praktisk tilgang til det.  Og ved godt at følelser og stemninger kræver tid.

Indimellem minder det lidt om en identitetskrise, lige fraset, at jeg ikke har lyst til at være en anden. Eller har planer om at ændre drastisk på noget. Som fx at immigrere til et mere hipt sted, eller springe ud som dårlig brusebadssanger i X-faktor og i den dur.

Fakta som betyder noget for min alderskrise, er nok, at jeg pgra en arbejdsskade har været en del udfordringer igennem på jobfronten. Overgange og skift, som bringer en usikkerhed med sig ind i min tilværelse.
Mine små børn er blevet halvstore/snart teenagere. De skal igennem en ny fase. Det skal jeg også som mor! Den helt naturlige afvisning som følger med - gør bare nærmest ubeskriveligt ondt af og til. Savner min lille dreng, der glad kom og gav krammere og mente jeg var den bedste af alt. Nu hvor jeg er både dumme, strenge og pinlige mor. Der må snige sig til kiksede knus og undvære godnatkys på ubestemt tid. For der følger ikke rigtig nogen deadline med, på hvornår der gives kram igen.  Har hørt det vender når de nærmer sig de 20 ?!? Så krammer jeg da bare hende den 4 - årige istedet. Og kæresten.  

Mine veninder mente jeg ikke havde krise over at blive 30 - fordi jeg modsat dem havde fået børn.  Ved ikke om der er noget sandhed i det. Nu har jeg så til gengæld nået fasen, at jeg ikke kommer til at opleve at være gravid igen eller det første øjeblik med et nyfødt barn. (Som bare er helt fantastisk i mine øjne!)  For jeg skal ikke have flere børn. Punktum. Så nemt at skrive - men langtfra nemt at gennemgå fasen. Skal jeg virkelig aldrig opleve det igen. Det er SÅ underligt.  Synes bare ikke rigtig det er noget jeg hører andre  kvinder tale højt om. Jo, at de er afklaret.
Jeg er afklaret udenpå - men helt i vildrede indeni.





6 kommentarer:

  1. jeg kan godt følge dig langt hen af vejen jeg er 51 og jeg er ikke afklaret over at jeg aldrig skal bære og føde et barn mere (jeg har 5) men jeg vil gerne har flere :) ud over det føler jeg mig ikke gammel og jeg sætter mig ikke ned jeg er stadig lige fjollet og elsker en god tur i byen og få en kæp i øret :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at vide, at andre har det på samme måde. Tænker da heller ikke det er en fase som bliver afklaret over 1 uge. Med hensyn til alder er det jo så meget mere end et tal :-) Da jeg var teenager grinte jeg når voksne talte om deres indre alder. Nu forstår jeg hehe

      Slet
  2. Rigtig fint indlæg Sine! Er ramt af en god gedigen gange man-flu (tror næsten jeg er døden nær)så kan ikke rigtig tænke klart nok til at få svaret ordentligt. Ikke andet end, at det gjorde noget ved mig, at Jesper langt tidligere end jeg var så afklaret med IKKE at skulle have flere børn. Selvom det ikke på noget tidspunkt har været uproblematisk (i form af svære grsviditeter og fødselsdep.)og jeg egentlig heller ikke selv ville friste skæbnen endnu engang, så kunne jeg bare ikke ha' at han havde taget en beslutning for os begge. Jeg var af og til rasende og afmægtig (og havde lyst til at banke ham..) Men nu er afklaringen også kommet til mig (godt hjulpet på vej af, at se hvad en efternøler der blandt andet aldrig sover, har gjort ved min søster og hendes familie). Og så melder næste udfordring sig, nemlig de der præteens som pludselig er flyttet ind i mine små ungers krop og sind. Og puha ja, det gør ondt engang imellem.. men det er vist et kapitel for sig. Der h vor jeg fjollet nok mest mærker en "alderskrise" er at jeg pludselig er begyndt at tænke over det tøj jeg klæder mig i, om jeg er for gammel til dette eller hint, men det må jeg se at få gjort op med!! Tillykke med de 37 Sine, her nærmer de 38 sig med meget hastige skridt :-) Kh. mette

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Mette. Tak for dit ærlige svar :-) Kender det med tøjet hehe. Ved sgu ikke hvad det er. Men blade har jo også målgrupper. Til teenagere eller kvinder 40+. Fornemmer jeg er i en gråzone.
      Jeg ser jo Qua mit job nyfødte bebser hele tiden. Især de lange nætter. Selvom Eva kunne have godt af lidt modstand er jeg ikke frisk på 3 år mere med bleer, barnevogn og ingen søvn. De sidste 14 år har børn jo bare fyldt så meget i mit liv, at der naturligt kommer et tomrum. Kan næsten ikke huske hvad jeg lavede før jeg fik børn. Det er så ambivalent

      Slet
  3. Du rammer mig lige i hjertekulen!! Jeg kender krisen - og især fornemmelsen af ikke at skulle have flere børn... jeg er IKKE afklaret. Jeg er det modsatte... jeg vil så gerne have flere... har slet ikke nok.
    Jeg har altid haft det fint med min alder - har altid været den yngste i flokken, men nu føler jeg skæbnen har indhentet mig...
    Jeg prøver at holde fast i at ældre er godt - at jeg da må blive klogere... at jeg ikke længere behøver ligge under for alt muligt i samfundet, men kan være rodfæstet i mit eget liv... men det er nemmere sagt end gjort... God indlæg...
    du er ikke alene!
    Solhilsner Stine

    SvarSlet
  4. Tak - Stine! Aldrig sjovt at være den eneste i båden : ) Jeg har slet ikke lyst til at være yngre egentlig. Det er derfor det er så svært at sætte ord på.

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...